Møns historie

Møns historie — fra istid til nu

Møn er ikke stor. Men øen rummer mere historie end de fleste steder i Danmark — lag på lag, fra havbunden der blev til kridtklint, til bønder der forsvarede deres ø med høstredskaber mod svenske tropper, til en sukkerfabrik der i hundrede år bar hele lokaløkonomien på sine skuldre.

Denne tidslinje følger Møn fra kridttiden og frem til i dag. Ikke som en lærebog, men som en fortælling om et sted der har set meget — og som stadig er ved at blive til.

Du kan læse om oprindelse, milepæle og særlige begivenheder i Møns Historie.

Ca. 70–66 millioner år før nu — Kridttiden

Møns undergrund skabes i et hav, der ikke eksisterer mere. Det nordeuropæiske kontinent er dækket af et varmt, lavvandshav, og i det lever mikroskopiske alger — kokkolitter — i sådanne masser, at de da de dør og synker til bunds aflejrer sig i enorme lag af næsten ren kalk.

Lag på lag på lag, over millioner af år. Disse kalklag er det, vi kalder skrivekridt — og det er Møns absolutte fundament. Alt det, der siden er sket på øen: geologien, floraen, de sjældne orkidéer, de hvide klinter — det begynder her, 70 millioner år tilbage, i et hav vi kun kender fra fossiler.

Ca. 15.000 år før nu — Istiden slutter og Møns Klint skabes

Da de veldige gletsjere trækker sig tilbage, efterlader de Møn i en form, der ikke ligner noget andet sted i Danmark. Inden tilbagetoget har ismasserne presset kridtlagene op i kolossale folder — skubbet dem nærmest lodret op fra den vandret liggende undergrund.

På Østmøn rejser resultatet sig som Høje Møn, der på sit højeste punkt, Aborrebjerg, når 143 meter. Mod øst ender denne kridtknold brat ved Østersøen: Møns Klint, 6 km lang, op til 128 meter høj, af hvid kalk der er 70 millioner år gammel.

Den er ikke skabt af havet. Den er skabt af isen. I kridtet finder man fossiler — belemnitter, søpindsvin, hajtænder, fragmenter af havøgler — som man den dag i dag kan samle på stranden under klinten.

Ca. 11.500 år før nu — De første mennesker ankommer

Kort efter isens tilbagetog ankommer de første mennesker til Møn. De tilhører Maglemosekulturen — jægere og samlere, der følger de dyr som atter breder sig over det nyopdagede land.

Møn er på dette tidspunkt ikke en ø i moderne forstand — havet er endnu lavere, og øen hænger geografisk sammen med større landmasser, der langsomt druknes i takt med, at havniveauet stiger over de næste årtusinder.

De første mennesker efterlader sig spor langs kysterne og ved søerne, men intet der er synligt i dag.

Ca. 5000 f.Kr. — Agerbruget når Møn

For ca. 7.000 år siden ankommer de første bønder til Møn — mennesker der bringer en fundamental ny livsform med sig.

I stedet for at følge dyrene begynder de at dyrke jord, holde husdyr og bygge faste bopladser. Det er en revolution i den menneskelige tilværelse: med bopladsen følger ejendom, fællesskab og religion.

Den kalkrige jord på Østmøn er ekstraordinær — ikke fordi den er let at dyrke, men fordi den bærer en flora og en åbenhed, som tiltrækker menneskene.

Ca. 3900–2000 f.Kr. — Bondestenalderens gravmonumenter

Møns bondestenalderbefolkning opfører et usædvanligt antal gravmonumenter — over 100 registrerede gravhøje og jættestuer, der i dag er blandt de bedst bevarede i Nordeuropa.

Grønsalen er Danmarks længste langdysse med 102 meters længde og op til 134 randsten — et projekt der har krævet hundredvis af mennesker over lang tid.

Kong Asgers Høj er et gravkammer med et 10 meter langt dækstensloft, man kan gå ind i og stå oprejst i — et møde med en tid, vi ellers kun kender fra museumsmontre.

Klekkende Høj er Danmarks eneste dobbeltkamrede jættestue.

Sømarksdyssen er dekoreret med bronzealderens skåltegn, indhugget i stenen for årtusinder siden med en betydning vi kun kan gætte på.

Disse monumenter er ikke rester af et primitivt samfund — de vidner om et velorganiseret, socialt komplekst samfund med religiøse forestillinger og en kapacitet til kollektiv organisering, der er imponerende under alle omstændigheder.

Ca. 1800–500 f.Kr. — Bronzealder

Bronzealderens befolkning på Møn lever i landsbyer med langhuse og kreaturfolde. Fund af bronzeredskaber og smykker vidner om handel og velstand — og om forbindelser til resten af Europa, der på dette tidspunkt er bundet sammen af handelsruter langs Østersøen og Nordeuropas floder.

Sømarksdyssens skåltegn hugges ind i stenen i denne periode. Gravhøje fra bronzealderen er bevaret mange steder i Møns landskab, ofte på bakketoppe hvorfra man kan se vidt over øen og havet.

Ca. 500 f.Kr.–800 e.Kr. — Jernalder

Jernalderens befolkning bor i landsbyer og dyrker jord kombineret med fiskeri og kvægavl. Udgravninger siden 1990’erne har afsløret tæt bebyggelse på øerne med ildsteder, stolpehuller og affaldsskakter.

Fund fra yngre romersk jernalder — importeret glas, bronzekar og mønter — viser, at Møn er en del af det store europæiske handelssystem via Østersøen. Øen er ikke et afkrog i et ydre hav. Den ligger i centrum af tidens vigtigste handelsruter.

Ca. 800–1050 e.Kr. — Vikingetid

Vikingetidens Møn kendes primært gennem stednavne og skattedeponeringer. Stednavne med endelserne -by, -inge og -rød stammer fra perioden og vidner om aktiv bebyggelse — Keldby og Røddinge er eksempler.

Mandemarke-skatten, et rigt sølvfund deponeret i Busene Have, er et af de vigtigste arkæologiske vidnesbyrd fra perioden. Øens kyster tjener sandsynligvis som udkigspost og ankerplads for skibe, der sejler gennem farvandene mod Østersøen.

Ca. 1050–1200 — Middelalderens begyndelse

Med tidlig middelalder begynder Stege at tage form som handelsby. Sildefiskeriet i Østersøen og Øresund er på dette tidspunkt enormt — stimerne er så tætte, at samtidige kilder hævder, at en økse kan stå opret i dem, og at skibe kun med besvær kan sejle igennem.

Møns beliggenhed gør øen til et naturligt udgangspunkt for handel og skibsfart. De syv middelalderlige stenkirker på Møn — Elmelunde, Borre, Keldby, Magleby, Fanefjord, Stege og Bogø — opføres i denne periode, de fleste i 1100-1200-tallet.

Kalkmalerierne i kirkernes hvælv, malet af det vi kalder Mønsmalerne i 1400-tallet, er den dag i dag nogle af de smukkeste og bedst bevarede middelalderlige kalkmalerier i Nordeuropa.

Ca. 1200 — Skt. Hans Kirke og Stegeborg opføres

Stege Kirke — Skt. Hans Kirke — opføres i begyndelsen af 1200-tallet i romansk stil af røde munkesten. Omtrent samtidig anlægges Stegeborg, en kongelig borg på en delvis kunstig ø syd for byen ved indsejlingen til Stege Nor.

Borgen er bygget af træ og tegl med mægtige trækonstruktioner. Den er det militære og administrative centrum for hele Møn og hjemsted for de kongelige lensmænd, der administrerer skatter, domsmyndighed og forsvar.

Det er den, der giver Stege sin strategiske betydning — ikke blot som handelsby, men som kongemagtens fodfæste på øen.

1247 — Stegeborg nævnes første gang

Første skriftlige omtale af Stegeborg sker i forbindelse med, at lübeckerne befrier Hertug Knud af Blekinge fra borgen — en episode der afspejler de magtspil og alliancer, der præger 1200-tallets Danmark. Stege er på dette tidspunkt allerede et etableret regionalt knudepunkt.

1268 — Stege får købstadsprivilegier

Kong Erik Klipping giver Stege sine første officielle købstadsprivilegier. Det er en formel anerkendelse af byens position. Bønderne fra oplandet kan nu lovligt sælge deres varer på torvet. Handlende og håndværkere strømmer til.

Told og skat afregnes ved byens porte. Stege er med 1268-privilegierne en af Danmarks ældste egentlige købstæder — og den er på vej mod sin absolutte storhedstid.

1370 — Borre nævnes som Møns anden købstad

Borre på Østmøn nævnes første gang i 1370 som en selvstændig handelsby med egne privilegier. Borre har havn — i dag tilsandet — og sit eget bysignet, der viser en vagtmand på et vagttårn.

Borgen, der har givet landsbyen navn, kendes ikke med sikkerhed fra arkæologiske fund, men stednavnet antyder en middelalderlig befæstning. Borre lever af sildefiskeriet ligesom Stege, men er aldrig nær så stor og magtfuld.

1400-tallet — Steges absolutte storhedstid

Stege er i 1400-tallets midte en af Danmarks rigeste og mest betydningsfulde købstæder. En optegnelse fra Skanør i 1494 viser, at mønboere ejer 149 ud af 434 sildeboder ved de store skånske sildemarkeder — over en tredjedel.

Byens befolkning er ca. 2.500. Torvet er en af landets største. Rigdommen finansierer byens befæstning: en ca. 800 meter lang byvold, voldgrav og tre byporte opføres midt i 1400-tallet.

Af disse tre porte er kun Mølleporten — opført i munkesten med bånd af kridtsten — bevaret i dag, og Stege Vold er Danmarks bedst bevarede middelalderlige bybefæstning. Intet andet sted i landet har noget tilsvarende.

1500-tallet — Silden forsvinder

I løbet af 1500-tallet forsvinder sildestiminerne fra Øresund og den sydlige Østersø. Årsagerne er ikke fuldt ud forstået den dag i dag — klimaforandringer, ændrede saltholdighedsforhold og muligvis overfiskeri har formentlig spillet ind.

For Stege er konsekvensen katastrofal. Med silden forsvinder det handelsmæssige grundlag for byens rigdom. Handelen stagnerer. Befolkningstallet falder. Det er afslutningen på middelalderens storhedstid — og begyndelsen på næsten to århundreders tilbagegang.

1510 — Lybækkerne ødelægger Borre

Hanseforbundets tropper fra Lübeck angriber og ødelægger Borre fuldstændigt. Byens huse brændes. Havnen er allerede ved at tilsande. Kombinationen af det militære angreb, sildens forsvinden og den tilsandende fjord sender Borre varigt ned i landsbytilværelsens stilhed.

Frederik III forsøger i 1648 at genoplive Borres status ved at forny dens privilegier — men det er en symbolsk gestus. Borre er i virkeligheden holdt op med at være en reel handelsby langt tidligere.

1534–36 — Grevens Fejde: Stegeborg brænder

Under Grevens Fejde — Danmarks sidste borgerkrig, en voldsom magtkamp om tronen efter Frederik I’s død — brændes og ødelægges Stegeborg.

Den kongelige borg, der har stået som magtens centrum på Møn i over 300 år, reduceres til ruiner. Den nedrives endeligt i slutningen af 1700-tallet. I dag ligger et supermarked på det areal, hvor borgen stod.

1540 — Danmarks første heksebål brænder i Stege

Og ikke vores stolteste øjeblik

Hele Europa forfulgte hekse i 1500- og 1600-tallet. Danmark var ingen undtagelse. Men Møn var noget for sig: det første heksebål i Danmark knitrede i 1540 ved købstaden Stege.

Den første dokumenterede danske heksebrænding var henrettelsen af Boel Lauridsen i juni 1540 i Stege. Måneden efter fulgte Karen Grottes samme sted.

To kvinder. To bål. I løbet af én sommer i en by, der på dette tidspunkt stadig kæmpede med efterdønningerne af sildens forsvinden og sin egen tilbagegang.

Hekseforfølgelserne var ikke middelalderens projekt, som man ellers forestiller sig. De var renæssancens og reformationens.

I Danmark begyndte hekseforfølgelserne for alvor i 1570’erne efter reformationen og sluttede i 1693, hvor den sidste heks blev brændt.

Den lutherske kirke var ikke mildere end den katolske, hvad angår trolddom — snarere tværtimod. Reformationen skærpede fokus på den rette lære og gjorde afvigelse farligere.

Det er ikke tilfældigt at det første bål stod i Stege. Stege var på dette tidspunkt stadig en reel købstad med et fungerende retssystem, en øvrighed og en kirke stærk nok til at rejse en sag og gennemføre en dom.

Det var ikke de vilde egne der forfulgte hekse — det var de organiserede samfund.

Der skulle gå over 150 år, før den sidste officielle heksebrænding fandt sted — ikke langt fra Møn, i Nykøbing Falster, hvor Anne Palles brændtes, dog først efter halshugning. Og dermed rammede begyndelsen og slutningen af Danmarks hekseforfølgelser begge det samme hjørne af landet — det sydøstlige, det mønske, det falsterske.

I alt blev omkring 1.000 mennesker henrettet for trolddom i Danmark. De fleste var kvinder. De fleste var fattige. Og den første af dem brændte i Stege i 1540.

1600-tallet — Mørke tider: krig, pantsat ø og forarmelse

1600-tallet er Møns hårdeste periode siden sildens forsvinden. Øen er krongods — ejet af kongen og beboet af fæstebønder med tunge hoveriforpligtelser — og med silden borte og Stegeborg i ruiner er der ingen vækstmotor.

I 1664 pantsættes hele Møn til den hollandske handelsmand Jens Pedersen, adlet som Jens Lassen, der ifølge samtidige beretninger udnytter bønderne hårdt og yderligere forarmede dem. Øen er bogstaveligt talt sat på spil som et pant i en pengegæld.

1625 — Stormfloden der slettede en hel by på Møn

Men 1872 var ikke den første gang havet viste sin magt ved Møn. Og den historie er endnu mere dramatisk — fordi den forsvandt fuldstændigt fra historien i næsten 400 år.

I 1625 udslettede en stormflod handelsbyen Brøndehøje på Møn. Byen forsvandt bogstaveligt talt ud af historien.

Brøndehøje lå tæt på det nuværende Møns Fyr — en lille, aktiv handelsby med en havn, der ifølge nyere forskning har bestået af tømmerkistekonstruktioner med stenfyld langs kysten.

Byen havde eksisteret i mindst 375 år da katastrofen ramte: Kong Erik Plovpenning stadfæstede den 27. juni 1250 en forordning om, at hansekøbmænd fra Lübeck frit kunne besejle Møn for at handle — hvilket forudsatte, at der var en by og en havn at sejle til.

Stormfloden i 1625 vurderes i nyere hydrologisk analyse at have haft en vandstand sammenlignelig med 1872-stormen.

For Brøndehøje, der lå lavt og eksponeret, var det nok. Bebyggelsen — sandsynligvis placeret på den flade forstrand og lidt op i skrænten — var simpelthen ikke bygget til det. Huse, havn og al aktivitet forsvandt. Ingen genopbyggede.

Ingen optegnede hvad der forsvandt. Byen forsvandt stille ud af historien, og det eneste der er tilbage er svage spor på havbunden: nogle stenkonstruktioner vinkelret på kysten, der med de rette øjne kan tolkes som resterne af middelalderens kaj.

At en hel mønsk by kan forsvinde så fuldstændigt, at den i hundredvis af år er glemt, siger noget om, hvad havet kan. Og om, hvor skrøbelig den menneskelige tilstedeværelse er ved en kyst, der ser rolig ud det meste af tiden.

1658–60 — Karl Gustav-krigene: Sverige besætter Danmark

Den strenge vinter i 1657-58 fryser de danske bælter til, og svenske tropper marcherer over isen til Fyn og Sjælland.

Danmark er på randen af totalt sammenbrud. Selvom Møn ikke er kampenes centrum, mærker civilbefolkningen krigens konsekvenser i form af indkvarteringer, rekvisitioner og den usikkerhed, som krigsforhold bringer.

Ved Roskildefreden i 1658 mister Danmark Skåne, Halland og Blekinge til Sverige — en permanent territorial forandring, der ændrer magtbalancen i Norden for altid.

1659 — Forræderi og slaget på Damme Mader

Møn havde holdt stand mod svenskerne i lang tid under Karl Gustav-krigene — øen var forsvarsmæssigt vanskelig at angribe frontalt, og dens forsvarere under Just Ebel og siden Hans Schrøder holdt stillingen. Men i 1659 kom nederlaget fra en uventet retning — bogstaveligt talt.

En forræder viste de svenske tropper, hvordan man fra Bogø via Lille Damme kunne komme ind på Møn bagfra og falde forsvaret i ryggen. Invasionen kom over det lave vand fra Bogø, og på engområdet Damme Mader mellem Fanefjord og Grønsund på Vestmøn stod det afgørende slag.

Mønboerne var talmæssigt underlegne. 69 mænd faldt. Møn var tabt og blev plyndret i den efterfølgende periode.

I dag står en mindesten på vejen fra Bogø mod Stege, et par kilometer inde på Møn efter dæmningen. Den minder om de 69 der faldt den dag på engen.

Forræderen fra Falster og myten om Bogø

Historien om forræderiet ved Damme Mader har i generationer levet sit eget liv på Møn. Den fortælles som en historie om en mand fra Bogø — en nabo der svigtede — og den har ifølge overleveringen skabt et langvarigt fjendskab mellem de to øer, afspejlet i, at der sjældent indgåedes ægteskaber mellem mønboere og bogøboere i århundrederne efter.

Det er en god fortælling. Men den er sandsynligvis ikke sand.

En optegnelse i Horreby Kirkebog fra 1659 peger på, at forræderen var Ole Sværke fra Stubbekøbing — en mand fra Falster, ikke fra Bogø.

Stubbekøbing ligger på den falsterske side af Grønsund, direkte over for Vestmøn, og var et naturligt udgangspunkt for nogen der kendte de lave vanddybder og vaderne mellem Bogø og Møn.

At en mand derfra viste de svenske tropper ruten over til Lille Damme er geografisk set langt mere sandsynligt end en indfødt bogøbo.

Slægtsforskning peger desuden på, at myten om fjendskabet mellem Bogø og Møn ikke holder i det historiske kildemateriale — der er dokumenterede ægteskaber på tværs af sundet, der modsiger forestillingen om generationers uvenskab.

Alligevel er det Bogø-historien, der har overlevet. Måske fordi den er enklere. Måske fordi et forræderi fra en nærmere nabo føles mere forklaring på et tab end en anonym mand fra Falster.

Folkelig hukommelse søger altid de nære og konkrete. Og Bogø lå der — synlig fra stranden, på den anden side af det sund hvor de svenske tropper kom over.

Sandheden er sandsynligvis en mand fra Stubbekøbing, et vadested der var lavt nok at krydse til fods, og 69 mønboere der faldt på engene ved Damme Mader den dag.

1677 — Slaget ved Møn: Niels Juel sejrer

Den 31. maj til 1. juni 1677, under den Skånske Krig, opfanger den danske flåde under admiral Niels Juel en svensk eskadre på 11 fartøjer i farvandet ved Møn.

Eskadren under admiral Erik Sjöblad er på vej fra Göteborg for at slutte sig til den svenske hovedflåde i Østersøen — den når aldrig frem. Danskerne sænker eller kaprer otte skibe.

Over 1.500 svenske mænd er dræbt, såret eller taget til fange, herunder Sjöblad selv. De danske tab er ubetydelige.

Sejren forhindrer den svenske flåde i at samle sine kræfter og lægger grunden til den afgørende danske sejr i Køge Bugt en måned senere — det slag, der for altid giver Niels Juel status som nationalhelt.

1696 — Vornedskabets ophævelse på Møn

Vornedskabet — den ordning der binder fæstebønder stavnsmæssigt til godset — ophæves på Møn på en særlig betingelse: bønder med mere end én søn skal lade en søn uddanne i sømandsskab.

Det er en direkte konsekvens af Møns maritime tradition. Som resultat oprettes en navigationsskole i Stege i 1701 — den flyttes til København i 1727, men dens korte eksistens vidner om, at Møn stadig har tætte forbindelser til havet og handelen.

1700-tallets brande — Stege hærges gentagne gange

1700-tallet er ikke fredelige år for Stege. Byen hærges af adskillige voldsomme brande, og den allerhårdeste er branden i 1774, der lagde 112 af byens 183 gårde og huse i aske.

Det er en katastrofe for et bysamfund der allerede er svækket af to århundreder med stagnation.

Genopbygningen er langsom, men i slutningen af 1700-tallet begynder handelslivet at blomstre igen — store købmandsgårde bygges i Stege, og havnen forbedres.

1769 — Krongodssalget: Møns jord privatiseres

Kongen sælger hele det mønske krongods — den jord, der i generationer har tilhørt kronen og bundet bønderne som fæstere.

Godset opdeles i fem store private herregårde: Marienborg, Fanefjord, Sønderskov, Nordfelt og Klintholm, med strøgods som Liselund og Ålebækgård.

Halvdelen af bønderne køber deres jord til selveje. Den anden halvdel forbliver som fæstebønder under de nye private godser. Det er slutningen på en æra og begyndelsen på en anden — i løbet af de næste årtier ændres hele landbrugslandskabets struktur.

Ca. 1790 — Liselund anlægges

Den franske adelsmand Antoine de Bosc de la Calmette anlægger Liselund ved Møns Klint som romantisk sommerresidens og have til sin kone Lise.

Haven er tegnet af landskabsarkitekt Andreas Kirkerup — en af tidens mest anerkendte — med lysthuse, søer og et miniaturepalads i stråtækt bindingsværk.

Det er et velbevaret stykke 1700-tals romantik, der stadig i dag er næsten uændret i sit grundlæg og åbent for besøgende.

Ca. 1771–1822 — Udskiftningen: landbrugets omvæltning

Det middelalderlige dyrkningsfællesskab — hvor landsbyerne dyrker fælles jorder efter faste regler — ophæves i faser over 50 år.

Via lodtrækning fordeles landsbyernes fællesjorder til de enkelte bønder som selvstændige lodder med nye skel, gærder og veje. Det er en gennemgribende omvæltning — ikke bare af markerne, men af hele landsbykulturens sociale logik.

Fællesskabets tvang erstattes af den individuelle gårds selvstændige drift. Nyord er det sidste sted på Møn der nås af udskiftningen, i 1820.

1800-tallets midte — Bønderne bliver selvejere

Gradvist over årtier overgår ejendomsretten til den jord, de mønske bønder dyrker, til dem der dyrker den. For den enkelte bonde er det en fundamental forandring — en ny slags frihed, men også en ny slags ansvar.

Andelsbevægelsen vinder frem: brugsforeninger, andelsmejerier og landboforeninger styrker bøndernes fællesskab og gavner den kollektive økonomi. Frisk mælk forarbejdes i andelsmejerier i Landsled, Damsholte og Fanefjord.

1866 — Rødkilde Højskole grundlægges

Frede Bojsen — højskoleforstander, rigsdagsmand og lokal ildsjæl — grundlægger Rødkilde Højskole på Møn.

Bojsen er en af 1800-tallets mest betydningsfulde mønske skikkelser: han er manden bag folkehøjskolebevægelsens fremmarch på øen, og han bliver siden den drivende kraft bag Stege Sukkerfabrik.

Rødkilde Højskole er i dag en af Danmarks ældste stadig eksisterende folkehøjskoler.

13. november 1872 — Stormfloden

Et lavtryk med oprindelse i Alperne drev nordpå og låste sig fast mod et højtryk over Skandinavien. Resultatet var en østenstorm af orkanstyrke der i dagene op til den 13. november pressede enorme vandmasser fra Østersøen mod vest.

Da de to tryksystemer kulminerede, steg vandstanden til over tre meter over dagligvande ved de hårdest ramte kyster.

Det var Lolland og Falster der tog det hårdeste slag. Digerne brød igennem. Den sydvestlige del af Lolland blev en isoleret ø da Rødby Fjord og Nakskov Fjord — otte kilometer fra hinanden — forbandt sig over det oversvømmede land.

På Sydfalster var det kun en smal landbræmme der ikke stod under vand. 80-90 mennesker druknede på Lolland og Falster. Hele familier forsvandt. Mange lig blev fundet måneder efter, skyllet op langs kysterne.

Møn slap markant billigere end naboøerne — Høje Møns kridtbakker reddede den østlige del af øen fra den oversvømmelse som den flade Lollandske slette ikke havde noget forsvar mod. Men mærket stormfloden satte på Møn var ikke ubetydeligt.

Ved Møn strandede 50 skibe, og Madsens Klint — et klinteparti nær Møns Fyr — skyllede i havet. Klinten falder og skrider løbende, men stormfloden accelererede processen dramatisk og fjernede i løbet af en nat landmasser det ellers tager årtier at nedbryde.

Eftervirkningerne på landsplan var enorme. Over en million rigsdaler blev indsamlet til de katastroferamte — en af de første organiserede humanitære indsamlinger i dansk historie. Ingeniørtropperne rykkede ud.

Og i 1873 vedtog Rigsdagen loven om digebyggeri på Lolland-Falster: 600 arbejdsmænd med skovle og trillebør flyttede 1,73 millioner kubikmeter jord og opførte i løbet af fem år et 63 km langt dige langs Lollands sydkyst — Danmarks længste kystsikringsprojekt nogensinde.

Det dige beskytter stadig i dag.

1878 — Klintholm Havn grundlægges af Klintholm Gods

Klintholm Havn blev i 1878 anlagt som udskibningshavn for Klintholm Gods under ledelse af kammerherre C.S. Scavenius. Formålet var praktisk: godset producerede kridt, korn og andre landbrugsvarer, og en havn gjorde det muligt at sende dem direkte til afsætningsmarkederne — primært Tyskland.

På havnen opførtes pakhus, skibshandel og kro. Det var en privat investering i infrastruktur, drevet af en godsejers behov, ikke af et fiskersamfunds.

Scavenius nærede større ambitioner. Planen var at Klintholm Havn skulle blive et egentligt regionalt knudepunkt — med bro til Sjælland og jernbaneforbindelse. Ingen af delene lykkedes.

Lokal modstand og politisk modvind satte en stopper for projektet, og Scavenius flyttede i 1890 med familien til København og kom herefter kun på Klintholm i sommerhalvåret.

I 1911 blev havnen udvidet med fiskerihavn og redningsstation. I 1918 solgte Sophus Scavenius havnen til kommunen, da den ikke havde fået den forventede økonomiske betydning.

Gradvist overtog og udviklede fiskerbefolkningen havnen — ophalerbedding, fællessalg, redningsbåd. Turismen kom til. I 1990 fik havnen en marina med 250 bådepladser samt et feriecenter.

I dag er Klintholm Havn servicebase for Kriegers Flak havvindmøllepark — 600 MW, én af Nordeuropas største — og dermed et symbol på, at en havn anlagt for at eksportere kridt i 1878 nu er knyttet til det 21. århundredes energiproduktion.

Fiskeri og handel før Klintholm havn

Strandfiskeriet var det dominerende mønster. Fiskere langs Østmøns kyst opererede fra åben strand uden havn — de trak bådene op på land efter brug og satte garn ud langs kysten.

Det er den model, der kendes som fiskerleje i dansk sammenhæng: en bebyggelse af fiskerhuse direkte ved stranden, uden moleskonstruktioner eller havnebassiner. Ved fiskerlejer forstås bebyggelser, hvis indbyggere fortrinsvis ernærer sig ved fiskeri fra den åbne strand, modsat fiskeribyer der har en havn.

Østmøn har sandsynligvis haft denne type aktivitet ved kysten — særligt ved Busenehave og tæt på det sted, hvor Brøndehøje lå inden stormfloden i 1625 udslettede byen.

Al egentlig handel gik over Stege. Stege var Møns eneste reelle havn og handelsby — og selv efter sildens forsvinden i 1500-tallet forblev den det eneste sted, hvorfra man kunne eksportere varer eller importere det man manglede.

For Østmøns bønder betød det en lang transport til vogns over øen. Det var en reel begrænsning, og det er præcis derfor Scavenius’ havn i 1878 var en så stor praktisk nyskabelse — ikke fordi der ikke var fiskeri på Østmøn, men fordi der aldrig havde været et sted at losse og laste gods fra godset og landsbyerne i nærheden.

Kridt blev skibsat direkte fra klinten. Kridtudvindingen fra Møns Klint — der foregik i perioder gennem 1700- og 1800-tallet — skete ikke via en havn men ved at sænke kridtblokke ned ad klinten og losse dem direkte i ventende fartøjer i smult vejr. Det var primitivt og vejrafhængigt, men muligt fra klintens fod.

Brøndehøje er undtagelsen — den forsvundne middelalderby tæt på Møns Fyr havde ifølge kilderne en havn, dokumenteret allerede fra 1250. Men den forsvandt med stormfloden i 1625 og efterlod ingen afløser på østkysten.

Østmøns kyst var ikke tom før 1878, men den havde hverken havn eller infrastruktur til egentlig handel. Fiskeriet foregik fra stranden. Handelen gik over Stege. Og Scavenius’ havn var faktisk en revolution for den østlige del af øen.

1884 — Stege Sukkerfabrik åbner

Efter årelang kamp af Frede Bojsen åbner Stege Sukkerfabrik i Lendemarke vest for Stege. Fabrikken er tegnet af arkitekt Ludvig Fenger og finansieret af De Danske Sukkerfabrikker — men det er kun sket, fordi Bojsen personligt har overbevist selskabets leder C.F. Tietgen om projektets bæredygtighed, efter at de lokale bønder i første omgang ikke kunne love nok roekontrakter.

Fra første sæson er fabrikken Møns største arbejdsplads med ca. 500 ansatte. Rundt om på øen anlægges saftstationer i Pollerup, Damsholte, Damme og Holme, hvorfra sukkerroernes saft ledes via rørledninger og hestebaner til fabrikken. I 1915 er 3.000 hektar — en syvende del af øens samlede areal — dyrket med sukkerroer.

I Fabriksgade og Nygade opføres rækker af arbejderboliger i røde mursten. Sukkerfabrikken er Møns vigtigste industri i over 100 år.

1892 — Stege Sygehus åbner

Stege Sygehus åbner som øens eneste hospital. For en ø der er adskilt fra omverdenen med færge, er et lokalt sygehus ikke en luksus men en nødvendighed.

Sygehuset betjener Møns befolkning i over 100 år og er i løbet af sin levetid den institution, der mere end nogen anden symboliserer, at staten tager Møns særlige geografiske vilkår alvorligt.

1930’erne — Mønboerne kæmper for en bro

Møns forbindelse med Sjælland er i årtier afhængig af en færgerute over Ulvsund. Det er tidskrævende, vejrafhængigt og begrænsende for handel, transport og hverdagsliv.

I begyndelsen af 1930’erne begynder mønboerne at organisere sig politisk for en fast forbindelse. I 1939 starter byggeriet.

1939–43 — Dronning Alexandrines Bro bygges under besættelsen

Den 30. maj 1943 åbner Dronning Alexandrines Bro for trafik, midt under den tyske besættelse af Danmark. 30.000 mennesker er mødt op — til fods, på cykel, i hest og vogn. Dronning Alexandrine, Kronprins Frederik og Kronprinsesse Ingrid er til stede.

Der er Dannebrogsflag overalt. Og i baggrunden, hvis man kigger nøje, ses de tyske soldater — besættelsestropperne, der er til stede som en tavs påminding om tidens virkelighed. Broen er 746 meter lang, tegnet af ingeniør Anker Engelund, og er ved sin indvielse Danmarks tredjestørste bro.

Frem til Farøbroerne åbner i 1985 er den den eneste faste forbindelse til øen. I 2011 vælges den som motiv på den danske 500-kroneseddel.

1940–45 — Besættelsen: hverdagen under fremmed kontrol

Tyske tropper er stationeret på Møn gennem hele besættelsen — ved Liselund, Klintholm Havn, i Mandemarke og ved Hunosøgård, hvor en radarstation bygges.

Hverdagen er forandret: ID-kort skal fremvises ved kontrol, rationeringsmærker styrer adgang til basale fødevarer, mørklægningsgardiner dækker vinduerne om natten.

De fleste tyske soldater på Møn er ældre mænd i 50’erne — ikke frontens elite, men dem der kan undværes et fredeligt hjørne. De handler hos de lokale og giver undertiden slik til børnene.

Det er besættelse på en hverdagslig måde, der på sin vis er sværere at forstå end krigens råb. Ved valget i 1943 mister det tyskervenlige Bondeparti over to tredjedele af sine stemmer i Magleby Kommune — et klart signal om, hvad Møns befolkning faktisk mener om samarbejdet med besættelsesmagten.

Oktober 1943 — Jødeaktionen

Natten til den 2. oktober gennemfører tyske politistyrker aktionen mod de danske jøder. De fleste er allerede advaret og gået under jorden.

Over 7.000 jøder smugles i de følgende uger til Sverige via fiskerkuttere fra Sjællands kyster — en enestående redningsaktion, der sikrer, at ca. 95 procent af Danmarks jøder overlever krigen.

Møn er ikke redningsaktionernes primære udgangspunkt, men den nye bro og nærheden til Sydsjællands kyststrækninger gør øen til en del af det geografiske billede.

5. maj 1945 — Befrielsen

Danmark befries. De tyske soldater forlader Møn. Det er ikke dramatisk på den filmiske måde — det er stille og enormt på én gang. En ø der i fem år har levet med fremmede bevæbnede mænd i landsbyerne og ID-kontrol ved vejene, er pludselig bare sig selv igen.

5. maj 1945 — Prammen fra Stutthof driver i land i Klintholm Havn

Mens resten af Danmark fejrede befrielsen den 5. maj 1945, drev rædslerne i land på Østmøn.

Om morgenen den 5. maj 1945 blev en synkefærdig flodpram bugseret ind til fiskerihavnen Klintholm.

Om bord var 345 fanger fra koncentrationslejren Stutthof — en KZ-lejr beliggende nær Danzig i det nordlige Polen, en af de største og mest brutale i det nazistiske system.

Fangerne var polakker, russere, tyske Jehovas Vidner, norske politifolk og finske skibsbesætninger. De havde været undervejs i næsten 14 dage. Undervejs var prammen løbet på grund. 50 mennesker var døde under rejsen og smidt over bord.

De første der opdagede fangerne, var to unge piger, der kastede brød ud til dem fra kajen. Da noget ikke nåede helt ud, sprang en fange straks i vandet for at fiske det op. Trap Danmark

Den tyske besætning ville ikke indrømme, at der var tale om KZ-fanger. De ville sejle videre med dem til Flensborg eller Kiel. Det skete ikke.

Overbetjent Ejner Lundstrøm gik om bord som en af de første og tog over. Dr. Mortensen fra Stege og læge Fenger fra Borre blev tilkaldt og indrettede et nødlazaret på hotellet Klintholm Søbad.

Fru Mortensen, der var leder af det lokale Røde Kors, organiserede hjælpeindsatsen. Bagerien i Borre blev tømt for rugbrød. Klintholm Gods leverede 400 liter mælk.

Fangerne vrimlede af lus. Mange led af dysenteri og tuberkulose. De mest afkræftede blev båret fra borde — resten måtte blive i karantæne på prammen i dagene efter. Nogle døde alligevel, trods indsatsen. Flere gravsten på kirkegården i Magleby vidner om tragedien.

I mange år lagde en mand kaldet Peter Veedol — selv overlevende fra prammen — røde og hvide roser ved hver af de slaviskklingende gravsten på mærkedagen. I 1995 blev der rejst en mindesten ved Klintholm Havn på 50-årsdagen. På stenen står: I hjælpsom ånd, en udstrakt hånd.

Det er en af de stærkeste og mindst kendte historier fra besættelsestidens afslutning i Danmark. Og den foregik på Østmøn, i den lille fiskerihavn, samme morgen som freden kom.

25. januar 1950 — Danmarks første kvindelige borgmester sidder på Stege Rådhus

Den 25. januar 1950 blev Eva Madsen Danmarks første kvindelige borgmester, da hun blev valgt til borgmester for Stege.

Det var ikke planlagt som et historisk øjeblik. Det var resultatet af en praktisk situation: den hidtidige konservative borgmester trådte af, og byrådet skulle finde en afløser.

Ved borgmestervalget pegede byrådet enstemmigt og uden partihensyn på Eva Madsen — som anerkendelse af hendes mangeårige indsats i byrådsarbejdet.

Eva Madsen var ikke et ukendt ansigt i Stege. Hun havde siddet i byrådet for Det Radikale Venstre siden 1929.

Hun var formand for Dansk Kvindesamfunds Mønskreds, engageret i børneværnsforeninger og folkebiblioteket. Hun var med andre ord allerede en af byens centrale skikkelser — borgmestertitlen var en formel anerkendelse af noget, der i praksis allerede var der.

Hendes baggrund var præget af de begrænsninger, datidens kvinder levede under. Hun ville have været læge — men familiens midler rakte kun til at give de fire brødre akademiske uddannelser, mens hun og hendes søster måtte nøjes med skoleuddannelse.

Hun plagede sin far til hun fik lov at tage studentereksamen. Hun læste medicin i to år. Og så blev hun forlovet og fulgte sin mand til Stege, underviste i byens realskole og opfostrede sin datter — inden hun i 1929 trådte ind i det politiske liv.

Hendes borgmesterperiode kom kun til at vare få måneder — hun havde allerede meddelt, at hun ikke genopstillede ved kommunalvalget i marts 1950.

Ægteparret gik på pension og forlod Stege. Men det historiske øjeblik stod: den første borgerlige vielse foretaget af en kvindelig borgmester fandt sted den 5. marts 1950 på Stege Rådhus, da servitricen Lilian Moestrup blev gift med boghandlermedhjælpen Preben Jensen.

Møn var ikke bare et sted der fulgte med historien. Det var i dette tilfælde et sted der gik foran den.

1960’erne–80’erne — Urbanisering og den første tilflytterbølge

Som i resten af landdistrikts-Danmark mærker Møn i efterkrigstiden konsekvenserne af urbaniseringen: yngre mennesker søger mod byerne for at finde arbejde, uddannelse og byliv. Befolkningstallet i Stege stagnerer.

Landbyerne tyndes ud. Det er en tendens der præger hele det vestlige Europa i disse årtier — fra 1950 til 1970 falder andelen af danskere, der lever af landbrug, fra en fjerdedel til under 10 procent.

Samtidig ankommer den første bølge af bevidste tilflyttere fra København og andre byer — en generation der søger ud af byerne og finder Møns lave huspriser og smukke natur attraktive.

Mange slår sig ned, dyrker have, lever på en anden rytme. Nogen bliver. De er i dag en del af øens faste bestand.

1985 — Farøbroerne åbner

Farøbroerne — der forbinder Sjælland med Falster via Farø — åbner og ændrer trafikbilledet i regionen fundamentalt.

Møn er ikke længere det eneste vejnet sydpå. Mønbroens rolle som den eneste faste forbindelse til Sjælland er slut. Til gengæld giver de nye broer øget tilgængelighed til Lolland-Falster og det sydlige Danmark, og integrerer Møn yderligere i det regionale vejnet.

1989 — Sukkerfabrikken lukker

Efter 105 år i drift gennemfører Stege Sukkerfabrik sin allersidste kampagne. Konkurrence fra større og mere effektive fabrikker og ændrede EU-sukkerproduktionskvoter gør videre drift urentabel.

Det er et hårdt slag. Fabrikken har i generationer været grundlaget for tusindvis af familiers dagligliv og for hele lokalsamfundets sociale og økonomiske struktur — hundredvis af arbejdspladser direkte og indirekte.

De karakteristiske rødstensbygninger i Lendemarke bliver til en industripark. I 2022 vedtages planer om at omdanne hele fabriksområdet til 500 ferieboliger og et nyt kulturcenter.

2005 — Stege Sygehus lukker

Stege Sygehus lukker sine akutfunktioner og omdannes til Sundhedscenter Møn. Lukningen er fremrykket fra den oprindeligt planlagte dato på grund af faldende patienttal og voksende problemer med at fastholde personale.

Det er en langvarig og smertelighed proces for øen — et sygehus er ikke blot en sundhedsydelse, det er et symbol på, at staten anerkender et steders særlige vilkår.

For en ø med kun én vejforbindelse til fastlandet betyder fraværet af et akutsygehus, at selv et hjertetilfælde eller en alvorlig ulykke kræver en køretur over broen til nærmeste hospital i Næstved eller Nykøbing Falster.

Det er ikke en abstrakt ulempe. Det er en konkret og daglig realitet for øens befolkning.

2007 — Kommunalreformen: Møn mister sin selvstændige kommune

Den 1. januar 2007 træder kommunalreformen i kraft. Landets 271 kommuner reduceres til 98, og 14 amter erstattes af fem regioner.

For Møn betyder det, at den selvstændige Møn Kommune — der har eksisteret siden 1968 — lægges sammen med Vordingborg, Langebæk og Præstø til den nye Vordingborg Kommune med knap 46.000 indbyggere.

Stege mister sit rådhus og sin status som administrativt centrum for en selvstændig kommune. Beslutningerne om Møns veje, institutioner og lokale udvikling træffes nu i Vordingborg — 35 km væk, over broen, på den anden ø.

For mange mønboere er det en symbolsk forandring, der mere end nogen anden begivenhed markerer, at øen betragtes som en del af et større regionalt hele snarere end et selvstændigt lokalsamfund.

Den gennemsnitlige kommunestørrelse i Danmark springer med reformen fra ca. 19.000 til ca. 55.000 indbyggere.

2007 — GeoCenter Møns Klint åbner

GeoCenter Møns Klint åbner og giver klinten en professionel formidlingsramme. Det er ikke længere bare en smuk udsigt — det er et sted med en fortælling: 70 millioner år geologi, istidshistorie, fossiler, vandrefalken.

Centeret tiltrækker hurtigt op mod 250.000 besøgende om året og sætter Møns Klint på det internationale naturturismekort på en ny måde.

2016 — Camønoen åbner

Camønoen åbner med 175 km fordelt på 10 etaper rundt om Møn, Nyord og Bogø. Ruten er tilrettelagt af lokale ildsjæle og samler naturoplevelser på Møn, kulturhistorie og lokalsamfund i en tilgængelig form for vandrere.

Den bliver hurtigt en af Danmarks mest populære vandreruter og et centralt element i Møns nye identitet som naturturistmål. Ruten løber forbi In2Nature på Østmøn.

2017 — Møn og Nyord bliver Dark Sky Park

International Dark Sky Association udnævner Møn og Nyord til Danmarks — og Nordens — første Dark Sky Park.

Det er en anerkendelse af, at farvandene og markerne på Østmøn og Nyord er blandt de mørkeste i Europa, med en nattehimmel der er ekstraordinær i en nordeuropæisk sammenhæng.

Mælkevejen er synlig på klare augustnætter. Meteorsværme er til at følge med det blotte øje. Udnævnelsen giver Møns mørke nætter en fortælling og en international status.

2010’erne–2020’erne — Den nye tilflytterbølge

En yngre og mere ressourcestærk generation begynder at flytte til Møn i stigende tal. Kokke fra etablerede Københavnske restauranter åbner egne steder i nedlagte landbrug på Østmøn.

Surfere starter udlejning og undervisning ved kysten. Yogalærere, massører, retreatledere, arkitekter og fjernarbejdere ankommer og slår rod. Café Borre vokser til Østmøns uofficielle kulturelle samlingssted, startet af tilflyttere og båret af et lokalt fællesskab.

Møn Surf etablerer sig. Kontorfællesskaber opstår i Stege. Festivaler skyder op — Høst Møn, Burning Møn, Den Anden Side.

Det er ikke turismeudvikling i konventionel forstand. Det er et lokalt liv der opstår, og som tilfældigvis er muligt at opleve udefra. Huspriserne i Borre stiger med over 340 procent fra 2014 til 2024.

Har du selv lyst til at prøve hvad øen kan? Så book en overnatning på Møn hos In2Nature.

2018 — Møns Klint på UNESCOs tentativliste

Møns Klint optages på UNESCOs tentativliste — den nationale liste over steder der kandiderer til optagelse på Verdensarvslisten.

Det er en formel anerkendelse af klintens enestående internationale geologiske betydning og starter en proces, der mange år senere kulminerer med den egentlige optagelse.

13. juli 2025 — Møns Klint optages på UNESCOs Verdensarvsliste

Møns Klint optages officielt på UNESCOs Verdensarvsliste — en anerkendelse af klintens unikke istidslandskab og dets vidnesbyrd om isens kræfter på den nordlige halvkugles geologiske dannelse.

Det er en af de mest betydningsfulde anerkendelser i nyere dansk naturhistorie og sætter Møns Klint i selskab med nogle af verdens mest bemærkelsesværdige natursteder. Danmark har ganske få steder på listen.

Møns Klint er ét af dem.

Nu — Møn i dag

Møn er en ø med ca. 10.000 fastboende, seks skoler, et levende kulturliv og et arbejdsmarked der rummer alt fra traditionelt landbrug til international samtidskunst og digital fjernarbejde. Turismen er øens vigtigste erhverv — men den konkurrerer og sameksisterer med et stærkt og selvstændigt lokalt liv, der ikke er arrangeret for besøgende.

Øen tiltrækker fortsat tilflyttere, der aktivt har valgt noget til frem for noget fra. Og Møns Klint — 70 millioner år gammel og nu verdensarv — står stadig der, hvid og kompromisløs over Østersøen, uanfægtet af alle de historier, der er passeret ved dens fod.

Tak for at læse med. Det er en fornøjelse at dele historier, beretninger og fakta om vores smukke ø Møn.